IC3 68 - Heinrich Miehe
Togsæt 68 - Heinrich Miehe ved Nyborg den 9. juni 2016

IC3 togsæt 68 Heinrich Miehe er leveret af ABB Scandia 1993 og adopteret af Arden den 22. maj 1992.


Heinrich Miehe, 1849-1915, kom første gang på plakaten i 1861, hvor han som medlem af en familietrup rejste landet rundt og gav forestillinger. På turneen traf han Louise Schulz, der også kom fra et cirkusmiljø, og de giftede sig i 1868. Heinrich og Louise, som grundlagde det kendte cirkusdynasti, fik 19 børn, heraf 9 overlevende, og dertil 3 plejebørn. Alle familiemedlemmerne var i kortere eller længere tid tilknyttet cirkus, eller også udfoldede de sig på anden måde som store entertainere - to af dem blev verdensberømte: Sønnen August Miehe som klovn og plejebarnet Karl Madsen som Bivognen i filmene om Fy og Bi.


Cirkusfamilien havde brug for et vinterkvarter og erhvervede 1896 Rold Gl. Kro, hvor Heinrich blev vært, medens Louise fortsatte som Cirkusleder. I 1912 blev den tolvkantede træbygning opført, som også idag er en del af seværdigheden på Danmarks eneste cirkusmuseum*, og i samme periode fik familiefirmaet kongelig bevilling, der gav  det ret til at kalde sig: Dansk priviligeret Cirkus Miehe.


Inspireret af klovnenes udtryksfulde verden har maleren Poul Agger udsmykket toget med maskebilleder.


Togsættet består af MFA 5068 - FF 5468 - MFB 5268.


UIC/EVN kontrolcifre: 95 86 000 5068-5 - 95 86 000 5468-7 - 95 86 000 5268-1.


Togsættet er designmalet i 2001.


*På daværende tidspunkt. I 2001 blev "Cirkusmuseet" etableret i Hvidovre.


Billederne er taget den 10. november 2018 med mindre andet er angivet.


Siden er opdateret den 13. november 2018