IC3 84 - Niels Tougaard Nielsen
Togsæt 84 - Niels Tougaard Nielsen i  Høje Taastrup den 11. januar 2018

IC3 togsæt 84 Niels Tougaard Nielsen er leveret af ABB Scandia i 1993 og adopteret af Randers den 12. juni 1993.


Niels Tougaard Nielsen, der er født i 1957 kom til DSB i 1982. Han var civilingeniør fra Aalborg Universitetscenter og startede i køreplanskontoret. Han kom hurtigt til den overbevisning, at det var nødvendigt med en ny form for togkoncept, når de mange tætliggende byer samt Storebælt skulle tages i betragtning.


Niels Tougaard Nielsen indså, at der var brug for tog der kunne accelerere og bremse hurtigt, og at togene skulle kunne køre direkte ombord på færgerne ved Storebælt uden rangering med tunge lokomotiver.


Endvidere kunne der med den nye udformning blive tale om mange flere direkte forbindelser fordi IC3 toget hurtigt kunne skilles og samles, så hvert togsæt kunne køre direkte til sit bestemmelsessted.


IC3 toget blev en bemærkelsesværdig triumf, som andre baner er imponerede af. Det tog fire år fra tanken var undfanget, til toget var køreklart. Normalt tager det 10 år - når det går hurtigst. Niels Tougaard Nielsens visioner og entusiasme er hjørnestenen i virkeliggørelsen af IC3 togene. Han omkom ved en flyulykke i England i 1991.


Rasmus Nellemanns udsmykning er et grafisk signalement af elementer i togdrift og belysning.


Togsættet består af MFA 5084 - FF 5484 - MFB 5284.


UIC/EVN kontrolcifre: 95 86 000 5084-2 - 95 86 000 5484-4 - 95 86 000 5284-8.


Toget blev designmalet i 2003.


Togsættet er udstyret med Indusi til brug for kørsel til Hamburg.


Billederne taget den 11. januar 2018 med mindre andet er angivet.


Siden er opdateret den 8. november 2018